Operationel (taktisk) inddeling af bådene.

MTB’ernes hovedformål var angreb med torpedoer mod fjendens krigs- og handelsskibe, suppleret med udlægning af miner i fjendtligt farvand, ud for havne og trafikknudepunkter. Kanonarmering var hovedsageligt til forsvar mod trusler fra luftfartøjer og overfladeskibe, men kunne bruges til angreb mod jævnbyrdige eller svagere modstandere, samt mindre mål, hvor en torpedo ikke ville være formålstjenlig.

I dansk tjeneste blev der i begyndelsen øvet gruppeangreb ledet af torpedobåde af Huitfeldt-klassen. Det var bl.a. med dette formål, at man anskaffede de to tyske torpedobåde, T4 og T19, hvilket dog aldrig blev virkeliggjort. Gruppen var først ganske lille, 2 både, benævnt MTB gruppe 1, men efterhånden som flere både kom i tjeneste voksede både antallet af grupper, nu benævnt gruppe 6 og 7, og antal både i gruppen. Disse grupper var underlagt 1. Torpedobådsflotille, der også indeholdt de større torpedobåde.

Ideen med at anvende en stor torpedobåd, som leder blev øjensynlig droppet og man stoppede i april 1951 benævnelsen grupper. Nu blev der oprettet divisioner, hver bestående af normalt 3 både, hvoraf en var divisionsbåd og dennes chef også leder af divisionen. Trods ændringen i benævnelsen øvedes evolering med flere både og gruppeangreb fortsat, da chancen for succesfuldt angreb naturligvis øgedes med antallet af både; flere torpedoer til rådighed og fjenden kunne ikke koncentrere sin ild på en enkelt båd.

I perioder var minelæggeren Laaland, udlånt fra Mineskibsafdelingen, tilknyttet en division.

Fra april 1953 blev der oprettet to eskadrer, TBE 1 og TBE 2; begge bestod i begyndelsen af 2 divisioner, hver på 2-3 både, hhv. 1. og 2., og 3. og 4. division. Også her var en båd eskadrebåd, oftest også samtidig divisionsbåd. Dette varede dog kun til oktober 1953, hvor TBE 1 fortsatte uændret, mens TBE 2 ikke mere havde underlagte divisioner, men arbejdede som én enhed, hvor både, der nyligt havde hejst kommando, både, som var på vej til at skulle til eftersyn og andre, der deltog i forsøg og lignende, var underlagt. Efter modtagelse af depotskibet Hjælperen i 1953 var dennes chef oftest også chef for TBE 1.

I april 1958 ændredes benævnelse af eskadre / divisioner til TBE 11 / 12 og TBD 111 / 112 / 121.

Bådene var normalt fordelt således, at både med hhv. 501/511-motorer var placeret i hver sin division, sikkert for at kunne udnytte 511-bådenes større fart.

V.1

oprettet 30aug06

upd 01sep06